Denne historie starter ved et debutantbal i New York i 1940. Unge kønne, charmerende, begavede etc. Kate møder piloten Joe Allbright, og det er kærlighed ved første blik. Men ikke en uproblematisk kærlighed. Vi befinder os i en anden tid, en tid, hvor en kvindes "rigtige liv", var et med en nærværende ægtemand og nogle børn, måske nok uddannelse, men ikke et arbejde og da slet ikke en mand, der ikke vil love noget som helst om fremtiden. Sådan én er Joe; Kate venter først, da han erklæres savnet i kamp over Tyskland. Senere, da han er stjernepilot og opbygger et flyfirma. Joe kan ikke leve op til Kates altopslugende krævende kærlighed, og de forlader hinanden flere gange, men opnår dog til sidst nogle år sammen. Plottet er godt nok fundet på, det virker dog lidt utroligt, at et portræt af en kvinde, der kun finder mening i livet via sin mand, skulle vække genklang i dag. På den anden side er "den eneste ene-motivet" jo mere trendy end nogensinde. Men hvis så bare ikke fortællingen var kedelig. Læseren oplever alt udefra, på intet tidspunkt hæver beretningen sig over det opremsende. Underholdningsgenren har heldigvis bedre ting at byde på end denne.