Himmelstormere

"Hvorfor skal min stil være subtil - når solens struktur bobler over in five billion years," spørger Morti Vizki i sin nye bog. Og svaret må blive, at det behøver den heller ikke. Men al denstund han vil vise os, læserne, den, må han løbe den risiko, at vi finder den uinteressant, hvis ikke han gider satse. Og det gør han mildest talt ikke i denne bog, der tematisk flyder rundt mellemaforismer, anekdoter og kærestefragmenter, stilistisk mellem nonsens og akavet surrealisme og først og fremmest ligner en rodebutik, hvor digteren end ikke har gidet at gøre sig selv klart, hvadhan havde på hjerte. Der er da enkelte digte, hvor en idé simrer, især i bogens sidste halvdel, men som helhed må man sige, at Vizki her lægger sig på linie med de mest uproduktive, selvdestruktivetendenser hos Michael Strunge, med hvem han også deler den selvdyrkende, oversikre positur. Biblioteker, der har hans andre bøger, kan hoppe på her, men kun for kontinuitetens skyld. Kvaliteternesavnes.

Read the full assessment