Bogen er meget stramt opbygget omkring sin hovedperson, den svagelige, underernærede, epileptiske Useppe: En forhistorie efterfølges af et kapitel for hvert af hans leveår, fra han undfanges i 1941, til han dør i 1947. Hvert kapitel indledes med et resumé af periodens vigtigste storpolitiske, sociale og strategiske facts, holdt i den almindelige, nøgterne og stort set objektive historiebogsstil, som virker uendeligt distancerende. Herfra dykker bogen ned i samme periodes barske virkelighed for en fattig, halvjødisk enke og hendes to børn. Disse to planer er umiddelbart tilgængelige for enhver; nogle vil måske se også et religiøst plan, hvor Useppe skal ses som en Kristus-figur. Imidlertid er dette en roman, som man let vil komme til at overfortolke. For på trods af forfatterindens blændende sproganvendelse og enestående stærke personskildringer er dette en bog ikke bare om, men også for historiens ukendte, ubetydelige ofre: Den er enkel, letfattelig, spændende og medrivende-menderfor også meget hård. Romanen kan faktisk bedst karakteriseres med ét ord: Genial.