Titlen dækker helt bogens indhold. Og der er samme appel og kvalitet, som vi er vant til fra Rolf Heimann. Det er en bog med 96 opgaver, hovedbrud, billedgåder og labyrinter mv. der stiller krav til læserens evner indenfor iagttagelse, logisk tænkning, regnefærdigheder og tålmodighed. Læserne er især de ca. 9-12-årige, men også for børn fra ca. 6 år er der meget at kigge på og tænke over sammen med en voksen. Der er løsninger bag i bogen. Indholdsmæssigt er det en bog helt i stil med flere af forfatterens tidligere bøger, f.eks. Rolf Heimann's sælsomme hovedbrud for de 6-60-årige (94/03) eller Brug hovedet! (99/34). Som sædvanlig er stilen også farvestrålende og indbydende. Men hvor illustrationerne tidligere var tegnet og farvelagt i hånden, er alt nu i computergrafik. Det vil garanteret ikke genere de unge læsere, men jeg foretrækker stadig den mere hyggelige og personlige stil, som vi er vant til. Der er underholdning til mange timer, men flere af opgaverne har også et indhold, så de kan bruges i fx matematikundervisningen.