Jess Ørnsbo har altid forsvaret de utilpassede, taberne i samfundet, først og fremmest børn, bumser og digtere. Han er gået til kamp mod konformiteten, der for ham væsentligst har væretrepræsenteret af alskens autoriteter, heriblandt meningsdannere: mediefolk, universitetslærere, dommedagsprofeter, samfundsnassere. Man kan måske sige at han har levet i en særlig udsat position,både samfunds- og følelsesmæssigt. Således også i den nye digtsamling, Hjertets søle. Heri forsvares - f.eks. i digtet Sjælen -nødvendigheden af at leve i skjul, nemlig for at undgå at blivedissekeret af autoriteterne. Som i Hundemennesket leves der på bunden af samfundet: »Sorterer omhyggeligt skraldet/kaffegrumset og kartoffel-/skrællerne pindsvineekskrementerne/og de afklippedenegle/stiller dem sammen/til en ny verden«. - Det er ellers ikke den slags »paroler«, der dominerer bogen, som er gennemsyret af en »kløende uro«, en sviende hudfletning af samfundets blodsugere.Et særligt drive i denmodernistiske sprogføring -som altid har været forf.s kendemærke - er bibeholdt. Hjertets søle, skrevet af dette års akademipris-vinder bør stå på alle bibl.