4 noveller om personlige tab. Bl.a. den, der dannede forlæg til Audry Hepburn-filmen "Pigen Holly"/"Breakfast at Tiffany's". Da den er skrevet af Truman Capote, oversat af Frank Jæger og med forord af Karen Blixen vælter det med kendte navne på omslaget. Til klassikerlæserne og læsere af storbyfortællinger.
Ud over den 140 sider lange novelle/korte roman "Holly" indeholder bogen også tre noveller fra samme tid: "Blomsterhus", "En diamantguitar" og "Et juleminde". På dansk ved Frank Jæger med forord af Karen Blixen. Forsiden prydes af et udsnit af det ikoniske billede af en cigaretrygende, hattebærende og perlekædebehængt kvinde/Hepburn.
Capote skriver eminent og med et skarpt øje for alle de små detaljer, der udgør en facetteret fortælling. Mest markant og bittersødt om den flyvske og dragende Holly Golightly, som fortælleren fascineres af uden nogensinde at komme ind på livet af hende. Novellerne er indbyrdes forskellige, men har forfatterens fokus på miljø og personskildring til fælles.
På linje med forfatterens øvrige produktion og ældre New Yorker-fortællinger fx Homer og Langley. Bogen er senest kommet i 1987 fra samme forlag.