Forfatteren, der er engelsk haveskribent, har her lavet en grundig og indbydende bog om den smukke og anvendlige bladplante hosta, der findes i over 1000 forskellige sorter. Først gennemgår han plantens historie, dernæst dens utrolige variation, både i former, farver og størrelse, der gør hostafamilien brugbar i krukker, staudebed, stenbed og som kantplante. Et plantekatalog på ca. 25 sider viser et udvalg af hostaplanter - alle i flotte farvefotos - opdelt efter bladfarve fra de gullige til de blålige og brogede. De sidste 20 sider er en letforståelig vejledning i dyrkning, formering og plantning. Alt er meget instruktivt beskrevet med tydelige fotos, der ledsager forklaringerne. De fleste af de omtalte hostaer forhandles i Danmark og til slut i bogen bringes en liste over planteskoler, der har et stort udvalg af planten. Bogen, der er udgivet i samarbejde med Det Kgl. Danske Haveselskab, er et udmærket bud på en ny serie Det nye planteleksikon. Vi har ikke andre bøger om hostaen, men nogle sorter er naturligvis nævnt i diverse staudebøger.