Billedfortælling for børn fra 12 til 16 år med interesse for grønlandske myter og sagn, eller forholdet mellem liv og død. Velegnet som et indslag i et undervisningsforløb. Den grønlandske åndeverden kigger frem allerede på omslaget, men inde i bogen foldes den for alvor ud.
I et tæt samarbejde har to sværvægtere i dansk børnelitteratur skabt en moderne billedfortælling, der bygger på det grønlandske sagn om en kvinde, der rejser til åndeverdenen for at finde sine to døde sønner. Tynget af sorg over tabet af sønnerne stiger kvinden til vejrs gennem et hul i himlen. Her møder hun sin afdøde bedstemor, der som en anden Virgil fører hende sikkert gennem dødsriget til sønnerne, hvis ben er frosset til is af alle hendes tårer. Fordi du sørger bringer du os stor sorg i døden, siger den ene. De døde sønner bliver i dødsriget, men kvinden vender ikke alene tilbage til livet på bopladsen. Flot fortalt med visionære illustrationer, og bagerst en sjov krølle på hvordan bogen blev til. En billedfortælling de unge ikke må gå glip af.
Genremæssigt i familie med Dansklærerforeningens udgivelser i serien Billedroman.
En billedfortælling med udgangspunkt i et grønlandsk sagn. Flot fortalt med visionære illustrationer. Den må de unge ikke gå glip af.