En ny og spændende digtsamling af den kendte danske lyriker og forfatter, Naja Marie Aidt. Hovedtemaet er kærligheden, især den der var engang, og digter-jeg'et retter sit lyriske spotlight på ituslåede skår af drømme og forhåbninger, kærlighed som den kan se ud nu, eftermiddage der gik itu, huset overfor og barnet. Lyset tændes kort for derefter at slukkes. Men digteren husker, hvad der var, både det almindelige med dets orden og uorden og de indsyede kiler af noget anderledes og fremmed, der netop i de her anvendte mål får erfaring og ord til at blive erkendelse, - også for læseren. En stærk nærværende og vel nok også "sadder but wiser" digterstemme. Stemninger af længsel og bittersødme i korte kompakte tekster, der ivrigt associerer både mildt og utæmmet vildt, nærmest synger og helt sikkert besnærer sin læser.