Filmen henvender sig til et voksent publikum, forældre og folk, der har læst bogen og absolut ikke til sarte sjæle.
Eva var engang en legendarisk eventyrer, men så mødte hun Franklin og de fik Kevin. Kevin havde kolik for fuld styrke, og det var ligefrem en lettelse for Eva at lytte til et trykluftbor i stedet. I en tidlig alder vender Kevin sin mor ryggen, men ikke faderen, der således ikke fornemmer, at der er noget galt. Imens foregår der en uendelig magtkamp mellem Eva og Kevin, der absolut ikke gør det lettere for Eva at elske sin søn. Filmen er instrueret af skotske Lynne Ramsay og er baseret på en roman af Lionel Shrivers. Ca. 33 danske biografer viste filmen og den blev bl.a. nomineret til en Golden Globe.
Filmen har elementer fra The omen, som fx ondskab i et barn. Skolemassakre ses i bl.a. Elephant og Beautiful boy. Sidstnævnte ses ligesom denne fra forældrenes vinkel. Der er endda fællestræk med gyserfilmen Orphan, hvor barnet med en brækket arm vender den ene forældre mod den anden.
En rystende historie, hvor publikum sammen med Eva søger en årsag til Kevins opførsel og ondskab, men desværre bliver der ikke rigtig talt om Kevin, som den originale titel hentyder til. Det bliver derfor mere den psykologiske gyser, som instruktøren selv lægger op til. Filmmæssigt er den godt skruet sammen med fortid, nutid og ikke mindst godt skuespil fra Swindon og Kevin-skuespillerne. Filmen skal nok blive efterspurgt på biblioteket - især pga. meget omtale.