De store hvaler fascinerer børn i alle aldre. Der eksisterer megen faglitteratur for børn om hvaler, men for de 4-8årige er hidtil kun udkommet Den store blåhval, 1997. Nu kommer der en billedbog om kaskelothvalen, verdens største tandhval og dermed verdens største pattedyr med tænder. I fiktiv form fortælles om den første tid i en kaskelots liv fra undfangelsen, til den kommer til verden 16 måneder senere, hvor de første farer i form af en flok spækhuggere allerede lurer. Læseren følger den, mens den med sin mor og en flok hunhvaler begiver af sted gennem havet. Der fortælles om hvalernes sang, og en dramatisk episode opstår, da hvalmoderen udkæmper en kamp på liv og død med en kæmpeblæksprutte Sproget er malerisk, næsten lyrisk, og der er et fint samspil mellem teksten og de smukke malerier i blåtoner, der illustrerer bogen. På bogens sidste sider fortælles i faktaform om den store hval og dens liv i havet. Dette afsnit supplerer fiktionsdelen og giver videbegærlige børn konkret og spændende viden om kaskelothvalen. Formen kendes fra forfatterens Lillebjørn og Storebjørn, der fortæller om den brune bjørn.