Personlig, intens og slagkraftig debut-digtsamling om livet uden for det etablerede samfund. Til læsere af nyere dansk lyrik.
Forfatteren har haft 74 boliger 26 forskellige steder i Danmark med lange perioder som gadesover. Nærværende digtsamling er hans debut. Laugesen skriver både prosadigte og traditionelle digte med ordspil, (bogstav)rim og rytme, fx: "Jeg arresteres i andres blikke/ når jeg samler mine drømmes skår/ i mine usikre skåle af slikket sår." "Min ondskab/er min kundskab/I den betragtning / står jeg til slagtning." "I længsel søger jeg din sjæls vemod/ i dit hjertes spejl/ ...efter særtegn//Dine øjne/vasker mine trapper/i skyernes regn/...altid efter kærtegn." På omslaget og bagerst i bogen ses fotos af Ib Laugesen udført af Lee Edvard.
Laugesen skriver fremragende, enkelte steder nærmest berusende, og digtene trænger sig ind under huden på læseren. Hans baggrund gør endvidere, at han med en overbevisende stemme kan formidle det liv, der udfolder sig i samfundets skygge, og det virker stærkt, når han fx skriver: "Jeg er en ild med grønne øjne/ et opkast i byens hjørne." Han viser også en skrøbelighed, der i høj grad klæder samlingen: "Og jeg er fyldt med tårer...og af sig selv løber de ud/ af mine øjne...".
Laugesen markerer sig som en ny og helt særegen stemme i dansk lyrik.