Lara-Jean har været vild med John McClaren og Lucas Krapf, men lige nu er hun forelsket i Josh og kæreste med Peter Kasinsky. Rodet? Forvirrende? Absolut! Rigtig sød ungdomsbog om kærlighedens (vild)veje til alle fra 13 år.
Lara-Jean skriver kærestebreve. Ikke sådan traditionelle kærlighedserklæringer, mere "nu-skriver-jeg-dig-ud-af-mit-liv-farvel-kærestebreve". Brevene gemmer hun i en hatteæske i sit skab. Det kommer derfor som noget af et chok for hende da den første gamle flamme opsøger hende og gerne vil kommentere på det brev han har fået. Det ser ud til, at Lara-Jeans værste mareridt er gået i opfyldelse, for mellem brevene ligger en helt særligt besked; en kærlighedserklæring til hendes storesøsters kæreste Josh. I desperation indgår Lara-Jean en aftale med skolens flotteste fyr Peter K. De skal være falske kærester i så lang tid at Peter kan vinde sin ekskæreste tilbage og alle Lara-Jeans gamle forelskelser har glemt alt om de pinlige breve. Men kan man være så meget sammen uden at udvikle følelser for hinanden?.
Letlæst og sjov med gode troværdige hovedpersoner, der passer perfekt til en søndag på sofaen. Det er ikke en bog om kriser og problemer som nogle af "Sonar" seriens andre bind, bare en fin historie om den første kærlighed.
Forfatteren har skrevet en anden kærlighedsroman Den sommer alting ændrede sig. Hvor hovedpersonen også genfinder en glemt kærlighed.