Poetisk roman for alle mellem 10 og 14 år om den første kærlighed, som bliver endnu mere skrøbelig, når man bliver forelsket i en af samme køn.
Klara på snart 12 år er bedste venner med klassekammeraten Matias. Hun er ikke forelsket i ham, men aftaler alligevel, at de kan være kærester. Det er nemlig alt for svært at indrømme, at hun er dybt forelsket i den 2 år ældre pige, Sofie. Klara har svært ved at tale med sine forældre, hendes bedsteforældres hund skal aflives og så kæmper hun for at blive udtaget til førsteholdet i fodbold. Forsiden er en sort/hvid stregtegning. Den norske forfatter har vundet priser for sine digtsamlinger i hjemlandet.
Klaras spirende seksualitet beskrives poetisk, afdæmpet og følsomt. Kærlighedshistorien og den altopslugende første forelskelse er lige så universel, som den er unik. De norske stednavne og miljøbeskrivelser samt den poetiske fortællestil kan virke meget anderledes, men alle vil kunne genkende følelserne og den stormende forelskelse.
Homoseksualitet behandles ofte i en problematiserende ramme og i bøger for ældre børn. Her beskrives forelskelsen smukt og uden forbehold.