Fordøjelsen gennemgået for de mindste af vores elever. En køkken-snak mellem Frederik og hans mor danner rammen om en lille dosis fysiologi. Snakken tager udgangspunkt i en sulten Frederik, som tilbydes pizza og jodbæris, hvilket straks udløser mundvand: første etape i fordøjelsessystemet. Under madtilberedning og borddækning snakkes resten af fordøjelsessystemet igennem. Nået frem til fækalierne kan måltidet passende tage sin begyndelse. Ulækkert? På ingen måde. Fornøjelig og bevidsthedsudvidende læsning uden de store litterære kvaliteter men med umiskendelig underholdningsværdi. Billedsiden er farvestrålende glad; store, enkle, naive og temmelig fantasifulde tegninger danner grundlaget for den ledsagende tekst, der består af dialogen mellem mor og Frederik. Teksten er håndskrevet - letlæselig - og med den særlige intimitet dette indebærer. Bogen vil vække både interesse og genoplevelsens glæde hos indskolingseleverne.