Det er i 1930'erne, og Eliza er blevet enke med tre små børn på en gård. En fremmed daglejer dukker op. Men hvem eller hvad er han? For dem der kan lide romaner med et religiøst islæt.
Romanen foregår i depressionens Amerika. Den unge enke Eliza bliver mødt med meget modstand, da hun skal køre Wyatts Frugtplantage videre, endda med tre små børn. Men hun er fast besluttet på at holde fast i det eneste rigtige hjem hun har haft, på trods af den store gæld og det hårde slid. Hun ønsker sig en skytsengel, der vil kunne hjælpe hende. En dag dukker vagabonden Gabriel Harper op. Først antager Eliza, at han blot er en af de mange vagabonder som depressionen har affødt. Gad vide om han er den skytsengel hun har ventet på? Hun føler sig draget af ham, men føler han skjuler noget og samtidig er hun bange for at miste det, hun kæmper for at beholde. Men Eliza selv har en fortid hun prøver at skjule fra omverdenen.
En fin roman der kombinerer en historie, ser foregår under depressionen, med en række karakterer, der både er indtagende og troværdige. Samtidig er det en bog med stærke associationer til kristendommen.
Forfatteren har blandt andet også skrevet Evas døtre, der er også er med et stærkt kristent budskab. En anden forfatter, der også skriver kristne romaner er Francine Rivers.