Else Marie Lehmann giver inspiration til, hvordan man kan holde formen ved lige, selv om man ikke lige synes at der er tid til at dyrke motion. Måske fordi det er ferietid eller en tid med for mange møder og for meget arbejde, eller der bare kommer for meget i vejen, når sportstasken er pakket.
Forfatteren er uddannet instruktør og træner i spinning, løb, bodypump, yoga og pilates, og det er hendes første bog. Formålet med bogen er at inspirere til at holde træningen ved lige, ikke så meget det at komme i gang, og der er forslag til motion, der kan laves når som helst og hvor som helst, på farten eller derhjemme og uden brug af særligt udstyr, bortset fra en træningsmåtte og nogle fyldte vandflasker. Forfatteren anbefaler fire motionsformer : løb, muskeltræning, pilates og yoga. I afsnittet om løb er der ganske kort om træning, og derefter forslag til løberuter i bl.a. København, Odense, London, Paris og Honolulu. I afsnittene om muskeltræning, pilates og yoga er der også først ganske lidt om træning og opvarmning, og derefter gennemgår hun en lang række øvelser, som forklares grundigt i tekst og fotos. Inden for hvert afsnit er der forlag til øvelsesprogrammer.
Vi har mange bøger om motion, og mange bøger om de her beskrevne motionsformer.
Selv om der egentlig ikke er så meget nyt i bogen (bortset fra forslagene til løberuter) virker den inspirerende og da den er lige til at gå til, vil den være et udmærket supplement på motionshylden.