Den canadiske sanger og poet har med sine mange koncerter her i landet opbygget en stor fanskare af alle aldre og køn, og de vil elske denne aktuelle bog. Den giver et glimrende billede af ham, men som generel introduktion for den nysgerrige kan den i sin detaljerigdom og størrelse måske virke lidt for omfangsrig.
Simmons (f. 1962) er en respekteret og anerkendt musikjournalist som tidligere har udgivet bøger om bl.a. Neil Young og Serge Gainsbourg. I 2012 udkom hendes roste biografi om Cohen på originalsproget, og nu får vi så glæden af en version på dansk, godt oversat af Jakob Levinsen. Biografien er skrevet i overensstemmelse med Cohen selv, men udover en række samtaler har han ikke selv haft indflydelse på indholdet. Derudover har Simmons interviewet over 100 personer, lige fra hans mange kvinder til den nærmeste familie. Det er en traditionel opbygget kronologisk biografi, hvor vi hører om barndommen i Montreal, forvandlingen til poet, forholdet til kvinderne, depressionerne, livet som buddhist, og hvorledes han blev snydt af sin tidligere manager. Simmons er desuden god til at sætte hans mange sange/tekster ind i den rette kontekst, og som læser får man lyst til at finde musikken frem igen. Bogen er velskrevet og let at læse, og er forsynet med de næsten obligatoriske billeder i midten.
På dansk er tidligere udkommet den fine Leonard Cohen - et liv, 2008, som dog kun dækker perioden 1997-2007 med 14 sider.
Fremragende biografi, som nok skal få mange udlån.