I morgen findes systemerne igen : digte

Lars Skinnebachs anden digtsamling slutter med en række kraftfulde "Besværgelser", som kunne give anledning til at tro, at her var tale om enøjet idédigtning - men det er ikke tilfældet. Såvel indholdsmæssigt som sprogligt er Skinnebachs digte langt mere komplekse, end hvad de indtrængende besværgelser antyder. Forfatteren lægger ganske vist ikke skjul på sit ubehag ved det moderne, dehumaniserede samfund, og civilisationskritikken går som en rød tråd gennem digtene. Men kritikken er aldeles originalt udtrykt i formuleringer, som samtidig peger på individets splittede situation i den moderne tilværelse. "Jeg må gøre alt, jeg må være det hele" proklamerer et af digtene, vel vidende at eksistensen aldrig kan være uproblematisk, men altid er smerteblandet og har døden og forgængeligheden som baggrund. Alligevel er der håb: i samlingens længste digt med den dobbeltbundede titel "Eventyr" pibler den livgivende regn og væde ud fra siderne i en hyldest til kærligheden, som man kan være så heldig at få lov til at opleve - men kun i glimt. For i morgen fungerer systemerne igen. Sådan lyder nogle af de temaer, jeg læser ud af digtene - men der er meget andet på spil i en digtsamling, som trods et ringe omfang har højt til loftet.

Read the full assessment