I virkeligheden

Tre unge i en sjællandsk landsby har dårlig kontakt med voksne og repræsenterer hver sin form for virkelighedsflugt. Miranda flytter med sin mor ud til morfaren efter forældrenes skilsmisse.Her møder hun Johannes, som forsøger at gå ubemærket gennem tilværelsen og Jannie, som markerer sig v.h.a. stoffer og sex. Miranda har svært ved at omgås andre og lukker sig inde med klassisk musikog Shakepeare. De bor dør om dør og går sammen i 9. klasse. Jannie og Johannes taber i livets spil - Jannie bliver slået ihjel af en sindsforvirret Johannes, mens Miranda når til en erkendelse ogmåske åbner op for moderen, der meget pædagogisk har arbejdet for at forbedre kontakten. Romanen er velskrevet i en nøgtern stil, der hurtigt tegner personer og situationer. Synsvinklen erovervejende hos Miranda, men skifter mellem personerne. Forfatteren har en meget fin evne til at komme ind under huden på de »almindelige« personer, men desværre nærmer hovedpersonerne sigklichéagtige typer. Ligesom romanenBedst at være usynlig, 1987 er denne roman en god debatbog om de unges situation og om kunsten at være forælder. Derudover må der være almen interesse for bogenbåde i ungdoms- og voksenafdeling.

Read the full assessment

Tre unge i en sjællandsk landsby har dårlig kontakt med voksne og repræsenterer hver sin form for virkelighedsflugt. Miranda flytter med sin mor ud til morfaren efter forældrenes skilsmisse. Her møder hun Johannes, som forsøger at gå ubemærket gennem tilværelsen og Jannie, som markerer sig v.h.a. stoffer og sex. Miranda har svært ved at omgås andre og lukker sig inde med klassisk musik og Shakespeare. De bor dør om dør og går sammen i 9. klasse. Jannie og Johannes taber i livets spil - Jannie bliver slået ihjel af en sindsforvirret Johannes, mens Miranda når til en erkendelse og måske åbner op for moderen, der meget pædagogisk har arbejdet for at forbedre kontakten. Romanen er velskrevet i en nøgtern stil, der hurtigt tegner personer og situationer. Synsvinklen er overvejende hos Miranda, men skifter mellem personerne. Forfatteren har en meget fin evne til at komme ind under huden på de »almindelige« personer, men desværre nærmer hovedpersonerne sig klichéagtige typer. Ligesomromanen Bedst at være usynlig, 1987 er denne roman en god debatbog om de unges situation og om kunsten at være forælder. Derudover må der være almen interesse for bogen både i ungdoms- og voksenafdeling.

Read the full assessment