Gennem de interviewede personer og beskrivelsen af de lande, de lever i, giver forfatteren et levende billede af den enorme kulturelle og religiøse omvæltning, der er fundet sted i de lande hvor islam er blevet enerådende eller dominerende. Både for det enkelte menneske og for samfundet. I 1979 rejste forfatteren i de samme områder (Iran, Pakistan, Malajsia og Indonesien) og interviewede i vidt omfang de samme personer (Naipaul: Blandt de rettroende, 1982); bogen her er også en vurdering af den udvikling, der er sket siden dengang, hvor kommunismen eller anden venstrefløjspolitik stadig udgjorde hoved-oppositionen mod de vestligt-kapitalistiske regimer i landene, med Iran som markant undtagelse. Med sin medfødte kosmopolitiske baggrund og sin alder er forfatteren (indisk baggrund, født på Trinidad 1932) i en sjælden grad i stand til at se tingene udefra og kunne formidle dem til et vestligt publikum, som en slags kulturel tolk. Bogen er skrevet i en levende stil, hvor forfatterens egne sansninger og oplevelser er, som om man selv var til stede. De interviewede personers replikker gengives ordret. Bogen minder meget om Carsten Jensens rejseskildringer og målgruppen vil være den samme. Forord af forfatteren.