Her kommer tredje og sidste bind i den erotiske trilogi Breathless. Serien er erotik for voksne kvinder, men mænd kan også læse med.
Rigmanden Ash er den sidste af de tre venner Ash, Jace og Gabe, der endnu ikke har fundet sit livs kærlighed. Dette laves der om på, da Ash møder kunstneren Josie. Ash er vant til at få hvad han peger på, men Josie er ikke så nem at få fat i. Det lykkes dog endelig for Ash, men deres kærlighed trues af en voldelig ex-kæreste, misforståelser og udefrakommende forhindringer. Alt ender dog lykkeligt, og trilogien Breathless kan afsluttes med tre lykkelige kærlighedsforhold. Ash og Josies forhold er et lykkeligt s/m forhold, hvor manden atter er dominant. Der er færre sexscener, men plottet er stadig tyndt og karakterer og sprog er klichéfyldt, i denne afsluttende tredje del. Der er dog stadig en stor læserskare til genren, som også vil tage godt imod denne udgivelse.
Kan sammenlignes med de mange andre middelmådige erotiske udgivelser, der er udkommet i kølvandet på Fifty shades. Ligger i den kvalitetsmæssige lavere ende af skalaen, og kan fx sammenlignes med serier som En Crossfire-roman af Sylvia Day.
Afsluttende bind i endnu en erotisk serie for primært kvinder. Dens klichéfyldte sprog og karakterer placerer den i den kvalitetsmæssige lavere ende af skalaen for erotisk litteratur.