Denne bog, der er andet bind i en trilogi, henvender sig til fantasylæsere, der holder af blandingen af fantasy og socialrealisme. Læserne bør dog først stifte bekendtskab med seriens første bind. Bogens fine forside med et menneskehjerte garneret med bloddryppende roser og et enkelt kors indikerer på udmærket vis, at her er tale om et mix af seriøs fantasy og blodig alvor.
Forfatterne har haft enorm succes med første bind, Cirklen, og den obligatoriske film er allerede under forberedelse. 5 meget forskellige teenagepiger er udvalgt til at bekæmpe ondskaben, som er ved at indtage en lille svensk provinsby. De er lige startet på deres andet år i gymnasiet og afventer nu, at dæmonerne skal slå til. Bogen giver nogle fine skildringer af lillebyens unge mennesker - men også af forældregenerationen, der nådesløst bliver hængt ud med alle dens laster, dobbeltmoral, egoisme og emotionelle uformåenhed. Men først af alt er bogen sindssygt spændende og utroligt velskrevet, og hele det dæmoniske dobbeltspil og den okkulte ondskab, sat op mod de unges sociale vilkår, giver hele tiden læseren nye hårrejsende overraskelser.
Det er en flot fortsættelse af første bind, som bør læses først. Ellers kan man læse fantasyserien Magiens Cirkel af Tamora Pierce. Den udspilles til gengæld i et middelalderligt miljø.
Medrivende og spændende bog - skrevet i et flot velklingende sprog. Gode personskildringer og et originalt og fængende plot. Bogen kan også interessere voksne fantasyfans.