Vi er nu nået til den sjette i rækken af krimier om kriminalinspektør Irene Huss fra Göteborg. Man kan sagtens springe ind i serien her, også fordi der er rigelige henvisninger og opsamlinger til tidligere begivenheder. Hendes tvillingedøtre er nu ved at blive voksne, de tegnes faktisk godt, hendes mand, den rare Krister, er midaldrende og stresset, og hunden er gammel og halvblind. Denne historie har tråde 15 år tilbage i tiden, til nogle ildpåsættelser, især én hvor en mand omkom og hans 11-årige steddatter, Sophie, reagerede sært. Nu er Sophie selv omkommet i en påsat brand, og Irenes erindringer fra den gamle sag dukker op. Selve krimi-intrigen er ikke så imponerende, men figurerne fungerer i sammenhængen. Vi møder både Sophies mor, der koncentrerer sig om mænd og penge; hendes bror, der måske, måske ikke er en helt almindelig fyr, og så har forfatteren researchet omkring den brasilianske kampdans capoeira, der vist også er kommet til den københavnske danseverden. Sophies første danseforestilling opføres efter hendes død og er nøglen til opklaringen. Parallelt med denne historie kører en sag hos politiet om narkomord i indvandrer/rocker-kredse, men man bliver som læser nærmest lidt distraheret. Pointen her er vist at skildre et politimiljø, og så at vise, at chefen er mest interesseret i god PR i offentligheden. Hyggelig krimi til læsere af den "skandinaviske genre".