Den tredje bog af fire i serien er for børn fra 12 år, der har læst de to første bind i fantasy-serien, som må forudsættes læst for at få glæde af bogen og dens elementært spændende historie.
Den tredje bog i serien Skeletter i skabet og forfatterens 7. roman i et stadigt ungt forfatterskab, holder spændingen om familieskelettet i skabet i dette fantasy univers. Davies lærermester, skeletinspektøren Edward, er myrdet, og dagen før hans begravelse opsøger Davie Skeletinspektørens kontor opfyldt af hævngerrighed overfor morderen; slægtskelettet i arrestrummet. Davie startede, som kloakpasser, og er nu i lære som flammetæmmer. Davie får nok at se til, da hans forældre forsvinder, og ikke alle flammer kan tæmmes, og gøres til husflammer. Bogens dramaturgiske flow er forrygende veldisponeret, og bogen overrasker både hvad plot angår og sprogligt indenfor genren bl.a. ved at bruge thriller- og gyserelementer som virkemidler. Dette bind ender ikke med en cliff hanger, som forrige bind, men der er alligevel lagt i "kakkelovnen" til en spændende fortsættelse. Omslag, forside, bagsideillustration og bagsidetekst, passer forbilledligt til indhold.
Lene Kaaberbøls Skammerens datter er åbenlys at sammenligne med, og læsere af Kenneth Bøgh Andersens serie Den store djævlekrig, kan fint fortsætte med denne serie.
En underholdende og vellykket fortsættelse i en usædvanlig fantasy-serie, som ser ud til fortsat at videreudvikle genren.