Imellem mine linier, tidevandet : et langdigt mod det 37'de forår

Med F.P. Jac er man langt fra den sproglige minimalisme, som ellers er dominerende i disse års lyrik. Således også her i hans nye samling, et langdigt, der med udgangspunkt i det personlige,bevæger sig fra efterår over vinter frem mod foråret, hvor »mit sprog vil på togt igen.« Kærligheden, børnene, byen, vennerne (både de levende og de døde) - alt bliver til poesi, når det først harværet turen igennem Jacs 'sprogmaskine'. Livsappetitten, begejstringen bærer disse digte, men også - i lighed med de seneste samlinger - eftertænksomheden og bevidstheden om at intet varer evigt.Tiden er til stede, ikke bare som det opfyldte nu, men også som det der har været. »Jeres tid er ikke til at slukke«, som det hedder om børnene, der endnu ikke ser livet i bagudrettet perspektiv.Det er den eminente sans for sprogets musikalske og rytmiske muligheder der hæver disse digte op over det trivielle og selvcentrerede. Dog sidder man efter endt læsning tilbage med en oplevelse afat Jacs poesi iudpræget grad mangler sansen for stilheden, pausen, som skaber rum mellem ordene, hvor nye betydninger kan opstå. Alt dækkes til med sprog og tidevandet mellem linierne kan værevanskeligt at lytte sig frem til!.

Read the full assessment