Indensognskrønike

Efter den formidabelt festlige, usandsynlige og fantasiboblende »Kristentliv ved jøkelen virker denne indensognskrønike om kristentliv og kirkekamp i Laxness' hjemegn som et lidt blegt forstudie, selv om den i al fald er afsluttet og udgivet senere. Det er absolut ikke en kedelig eller ligegyldig bog, den hæver sig blot ikke til de samme bjerghøjder som på Laxness underfundige humor og hvasse blik for hans landsmænds særforgængeren. Her er skam megen god fortællekunst og mange eksempler heder. På grundlag af dokumenter og barndomserindringer om en af de implicerede personer, fortæller Laxness den tragikomiske historie om Mosfjeldkirken, der skulle bortrationaliseres, hvad der fik en gammel fjeldbondegubbe til at møde med dragen le for i bedste sagastil at hindre barske egn og dens fattige, sære mennesker, der hæger om deres gamle sligt niddingsværk. I mange små episoder tegnes et skarpt omrids af den rønne af en kirke. Slutpointen er, at stedets lyse hoved, der kom dertil somhjemløs dreng, finder ud af, hvordan egnens varme kilder kan bruges mere rationelt end blot til at bage det ugentlige brød ved. Han bliver hovedrig og kan genopbygge kirken, hvorefter den udslettede kirkes klokke og kalk dukker op af folkedybet og den gamle gubbes bundløse søle, mens gamle Egil Skallagrimssons knoglerester kan rasle af fryd over at have været med i endnu en islandsk saga - den nyeste, men næppe den dårligste.

Read the full assessment