Forfatterne til denne nye bog om Indien i serien I dag har tidligere udsendt En milliard indere på vej (1998) om samme emne. Efter en kort indledning hører vi om Indiens geografi, storbyer, økonomi og udvikling. Derefter berettes om landets historie, religion og befolkning, og der er afsnit om landbrug og miljø. Til slut behandles uddannelsessystemet, emnet børnearbejde og landets politik. Bagest et leksikonafsnit, et stikordsregister og litteraturliste. Bogens velskrevne og ganske letflydende, men ikke helt lette tekst er sat i to spalter med meget små typer. Den er illustreret med gode og relevante farvefotos, der også viser glimt af nogle af de hverdagshistorier, der inddrages i teksten, og som er med til at levendegøre stoffet. Forrest et kort over Indien, og i leksikondelen kan man også se kort over delstater, gengivelse af flag m.m. Af nyere bøger om Indien kan nævnes David Cummings to bøger med samme titel Indien fra hhv. 1995 og 1997, samt Anita Garneris Indien fra 1994, alle internationalt samtryk (Cumming-bogen fra 95 dog med en hel side om dansk bistand). Cummings bog fra 97 er noget lettere, mens de to andre bøger næsten har samme sværhedsgrad som nærværende bog, som ifølge sagens natur i øvrigt er mere up-to-date. Selvstændig læsning fra ca. 13 år, evt. også for voksenafdelinger.