Tre svenske søstre immigrerer i 1897 til Amerika. Rejsen er lang og hård, og da de ankommer til Amerika venter flere udfordringer. Til læsere af historiske familie- og kærlighedsromaner, hvor troen på Gud har en fremtrædende rolle.
I 1897 beslutter svenske Elin og hendes to søstre, Kirsten og Sofia at immigrere til Amerika. De er forældreløse og onklen gør livet til et helvede for især Elin. Det er en lang rejse, men de kommer frem og ender i immigrationen på Ellis Island. Endelig får de tilladelse til at rejse ind i landet og ankommer til Chicago, hvor deres anden onkel bor. Dér kan de imidlertid ikke bo, så de bliver tjenestepiger hos den ældre mrs. Andersson. Søstrene er fortvivlede, men de kæmper for at holde liv i drømmen om Amerika. Lynn Austin har tidligere skrevet mange romaner. Bogens forside og bagside formidler romanen godt.
Varm fortælling om de stærke bånd, der kan være mellem søskende og om, hvordan troen på Gud kan hjælpe én i svære stunder. Romanen indeholder mange bibelcitater, men det hæmmer ikke læseoplevelsen. Svigt, uforløst kærlighed, forelskelse, venskab og familien er temaerne i denne bog, som tilsammen skaber en historie, der fanger sin læser.
Lynn Austins læsere vil også holde af Bodie Thoene og Francine Rivers bøger.