Inkalen er for unge og voksne fantasy- og science fiction-læsere.
Beretningen om den sølle privatdetektiv af klasse R, John Difool, og hans oplevelser med den fantastiske inkal i et fjernt fremtidssamfund har i årene siden førstegangspubliceringen mellem 1982 og 1989 opnået kult- og klassikerstatus i Danmark, såvel som i resten af Europa. Flere af titlerne i 6-binds-serien har i mange år været udsolgt fra forlaget og har af samme grund været særdeles eftertragtede blandt fans og samlere her til lands, så værkudgivelsen af inkal-sagaen udfylder helt klart et tomrum på det danske tegneseriemarked. Men udsendelsen af den samlede inkal-serie er mere end en længe ventet genudgivelse. Dels er der tale om en helt ny, mere afdæmpet (men måske også lidt mere kedelig?) farvelægning af de 6 enkeltalbums, dels rummer den nye værkudgave et næsten 50 sider langt indledningsafsnit med en introduktion til serien, forfatterportrætter, en bibliografi samt et 8 siders nytegnet tillæg til indholdet i hovedserien. Alt i alt en vægtig moppedreng af en udgivelse, såvel fysisk som indholdsmæssigt.
Inkal-universet består i dag af en hel stribe spinoff-serier om nogle af hovedpersonerne i hovedserien, bl.a. metabaronerne og teknofædrene. Mange af Moebius' egne serier deler på billedsiden stemning med Inkalen, bl.a. serien Stjernernes vandringsmand.
Inkalen er en nyklassiker, som med den nye værkudgave omsider foreligger i en form, der er en rigtig klassiker værdig.