Læsebearbejdet fagbog om insekter, som har relevans for børn mellem 9 og 11 år. Bogen har lix 18,2 men indeholder fagudtryk, som gør selve forståelsen af det læste svært. Børn der kan læse fagudtryk som "varmblodet" kan ikke nødvendigvis forstå meningen af ordet. Så det kan derfor være en fordel at læse bogen med en voksen i nærheden til at forklare svære begreber.
Emnet insekter er omfattende og ikke helt nemt at forstå for børn, men det lykkes for denne bog at give et godt overordnet indblik i insekternes mangfoldige verden på meget lidt spalteplads. Det er interessant læsning for dyreglade børn. Grundteksten suppleres med mange flotte samt både illustrative og informative farvefotografier, som både understøtter teksten og fastholder læserens interesse. Bogens sider består af en spalte med grundtekst og 2-4 billeder. Bogens billeder appellerer godt til målgruppen og giver maser af stof til samtale.
Bogen kan suppleres med Peter Berings velskrevne fagbog Insekter, 2010 i serien De små fagbøger.
Udmærket fagbog for børn med nogle flotte og fascinerende billeder. Teksten er læsebearbejdet, men indeholder svære fagudtryk, som kræver lidt forhåndsviden om emnet eller voksenhjælp.