Isam Bachiri har slået sine folder i den multietniske hip hop-trio Outlandish. Nu står han på egne ben, hip hop-rytmerne er veget til fordel for moden neo-soul, og Isam selv synger på dansk. I Outlandish prøvede han kræfter med det danske sprog da gruppen lavede en ny version af PH's "Man binder os på mund og hånd". På "Institution" tager han skridtet fuldt ud, og resultatet er overordentligt vellykket. Ikke blot har Isam en kompetent og alsidig soul-stemme, teksterne til de ti melodier på "Institution" er nogle af de fineste hørt længe. Isam har virkelig noget på hjerte når han beretter om sit liv i København og Danmark, men det gøres uden moralisering eller hip hoppens aggressivitet. Tværtom fremstår Isam livsklog, forsonende og reflekterende med et lyst sind og en umiskendelig dansk poetisk pen i traditionen fra C.V. Jørgensen over Benny Andersen til Oehlenschläger. Anmelderne har allerede udråbt "Institution" til en af årets plader, og denne diagnostiker er tilbøjelig til at give dem ret. Isam Bachiri har begået et fornemt album og viser sig her som en af det multietniske Danmarks nye, vigtige stemmer.