"Dagens debutant er sangerinden Maria Emig, hvis trio omfatter guitaristen Bo Møller Petersen og bassisten Tobias Dall Mikkelsen. Sidstnævnte bliver på et par numre afløst af den nu hedengangne Hugo Rasmussen, hvilket er smukt, men ikke forhindrer den unge trio i at udgøre et perfekt team. Vi får (...) ni sange fra jazzens store sangbog, og Maria Emig fortolker i et relativt højt toneleje, der dog ikke saboterer troværdigheden. Dertil klarer hun ubesværet og elegant den såkaldte vocalesestil i »Don't Get Scared«, en Stan Getz-saxofonsolo, som sangeren King Pleasure i sin tid satte tekst til".