En ny serie om lande Landedata for de 10-13 årige, har set dagens lys. Her tager serien fat på Irland, og giver information om geografi, befolkning, klima, økonomi, styreform og udvikling. Bogen er opdelt i 13 kapitler, der hver tager fat på emner som: landet, befolkningen, sproget, by og land, landbrug og fiskeri, ressourcer, industri, transport, uddannelse, dagligliv, religion, regering og slutter af med Irlands placering i verden. Til sidst er der en "database" over landet, en ordliste og et stikordsregister. Bogen adskiller sig ikke umiddelbart fra mange af de andre serier, der er kommet i de sidste par år. Men vi har ikke så mange bøger om Irland, så der vil bogen udfylde et hul. Teksten er sat med en rimelig stor sats og virker overskuelig. Der er forholdsvis mange illustrationer, både farvefotos, korttegninger, grafer og faktabokse med internetadresser, hvor der kan findes flere oplysninger.