Et fantastisk flot opslagsværk om islam. De sidste 10-15 år er der udgivet mange bøger om islam, der især fokuserer på religionens væsen: Muhammed, Allah, et historisk overblik, Koranen, de 5 søjler med troen på èn gud, bøn, almisse, faste og pilgrimsrejse samt moskèens indretning, højtider og fester og det at være muslim i et andet land. Denne bog har samme stof med, men budskabet er ikke kun religionen, det er også at åbne læserens øjne for hele den islamiske verdens historie, kunst og kultur. Hvordan islam bredte sig med hære eller i købmændenes fodspor og frem til i dag, at der var fremtrædende lærde indenfor alt, og skønhed var vigtigt, hvilket ses i kunstformer som arkitektur, kalligrafi, maleri, vævning, metalarbejde, keramik og i digtning og musik. Der er 23 kapitler (hvoraf de 19 er dobbeltopslag) med hver deres afgrænsede emne. De præcise og velformulerede hovedinformationer er typisk placeret på højresiderne og fremhævet med større skrifttype, og resten af siderne domineres af et fremragende billedmateriale, der er sat meget dekorativt op og med gode undertekster uddyber kapitlets emne perfekt. En ideel bog til den nysgerrige og standhaftige (billed)læser. Velegnet til emne/projektarbejde fra 6.kl. eller i religionsundervisning.