Den 16-årige Jana bor i en kælderlejlighed i Prag med sin aparte bedstefar under kommuniststyret. De er fattige og mangler næsten alt, men overlever på bedstefaderens iderigdom, galgenhumor og anarkisme. De er modsætningerne der tiltrækkes af hinanden, så da Janas friheds- og oprørstrang melder sig, først i form af en kæreste, ønsket om en normal tilværelse og lidt smart tøj, senere i form af mere eksistentielle spørgsmål, ændrer deres forhold sig drastisk. Det er en stilfærdig bog, med en del indre monolog, men også en meget munter bog. En druktur, hvor bedstefaderen udfordrer magthaverne hængende i en stor statue, samt et kaotisk ophold på et plejehjem, hvor han hurtigt får organiseret noget der kunne minde om druk- og sexorgier, er klassisk komik, der bringer denne lektør salige minder om fremragende tjekkiske film som Brandmænd i fyr og flamme og Skarpt bevogtede tog. Sprogligt er bogen en nydelse, og indholdsmæssigt er skildringen af det umage par, der ikke kan undvære hinanden, både rørende, munter og opbyggelig læsning. Bogen vil egne sig fint til fælleslæsning i dansk/samfundsfag/historie eller frilæsning i 8.-10. kl.