Om japanske haver og hvordan man omdanner sin have efter japanske principper til en rolig og harmonisk oase med grønne planter, vand og sten. For haveentusiaster.
En japansk have en grøn have lavet efter en række japanske design- og filosofiprincipper. Her finder man fx ikke bede og roser, men derimod vand, sten og grønne planter arrangeret i former, farver og rum. Den japanske havestil anvender nøglebegreber som renhed, balance og harmoni til at konstruere det, der fremstår som et naturlig og roligt sted. Japanske haver er alsidige, og bogen beskriver en række forskellige japanske havetypers kendetegn. Bogen fungerer også som en regulær håndbog, der gennemgår de mange teknikker, man kan anvende i sin egen have, som fx perspektiv og asymmetri, men også elementer som sten, grus og vand anvendes for at skabe dybde og perspektiv. Til den japanske have hører også en række traditionelle planter og træer, og de beskrives i både håndtering, beskæring og designovervejelser. Bogen afsluttes med en række eksempler på japanske haver i Danmark. Foreningen "Japanske haver" står bag bogen.
En grundig og fin håndbog, der blander inspiration og gode råd til haveejere. Bogen formidler helt lavpraktisk råd og vejledninger. En sand guldgrube af information til dem, der gerne vil i gang med at omdanne egen have til den japanske stil.
Sidste lignende titel på dansk er Japanske haver i Danmark, som har 20 år på bagen.