Henvender sig til den krævende læser, der søger nye udfordringer og holder af en velfortalt kompleks fortælling med mange delfortællinger.
Prisvindende catalansk forfatter og musiker. Ikke tidligere udgivet på dansk, men internationalt anerkendt. I denne ambitiøse, komplekse og fint komponerede roman fortæller Adrià, nogle måneder før sin forsvinden ind i demensens tåger, sin historie til den kvinde, han elskede. Det er historien om et overintelligent barns kærlighedsløse opvækst i Barcelona, hans livsforløb med fokus på skyld, smerte, ondskab, venskab og kærlighed. Samtidig og flettet ind i den oprindelige historie får vi en række fortællinger, der alle knytter sig til en berømt violin. Violinens historie fører gennem den europæiske histories ondskab fra inkvisitionen i 1300-tallet over 1700-tallets Paris til 2. verdenskrigs grusomheder i Auschwitz. Sprogligt springer fortælleren imellem første og tredje person indenfor den samme sætning, ligesom dialoger mellem nutidige personer afløses eller overlappes af dialoger fra fortiden indenfor det samme afsnit og uden yderligere markering. Dette kan i starten forekomme forvirrende for læseren, men er også med til at gøre bogen til en yderst fascinerende læseoplevelse.
Samme målgruppe som fx Beretninger om beskyttelse. Kan også sammenlignes med Carlos Ruiz Zafon, der dog ikke når samme sproglige niveau og kompleksitet.
Kompleks udfordrende roman, der imponerer med et flot sprog og en velkomponeret fortælling med mange tråde.