To supernuttede og hjertevarme billedbøger om en lille bjørn, som fortæller om de ting, den elsker ved sin far og sin mor. Til højtlæsning for de 3-5-årige.
Billedbøgerne består af store dobbeltopslag, hvor en lille bjørn beskriver de mange grunde til, at den elsker henholdsvis sin far og sin mor. Bøgerne er skrevet af Melanie Joyce, som hidtil har udgivet 3 billedbøger på dansk, og de er illustreret af Polona Lovsin, som ikke tidligere har udgivet bøger på dansk.
Billedbøgernes styrke er de søde akvareltegninger af bjørnene i hyggelige situationer. Der er ikke nogen egentlig handling i bøgerne. Teksten er meget kort og er en opremsning af de mange ting, den lille bjørn elsker ved sine forældre. Billedbøgerne er kvadratiske og meget solide med kraftigt papir. Indbindingen er polstret, så de er lækre at røre ved for små barnehænder. Forsiderne er indbydende med søde billeder af bjørnene, og titlerne er skrevet med skinnende bogstaver. Bøgerne vil have et stor publikum blandt de yngste. Personligt står jeg lidt af på, hvis jeg som mor skulle låne en bog, som udelukkende beskriver, hvor højt et barn elsker sin mor, men det vil de yngste børn næppe tænke på.
Billedbøgerne minder om Martin Waddells billedbøger om Lille Bjørn, men selvom Waddells bøger også formidler kærligheden mellem barn og voksen, leverer de samtidig gode historier.