Peter Belli slog igennem som rockidol midt i 60erne, og efter mange år i dansktopgenren er han nu med succes vendt tilbage til rockscenen. Undervejs har han været gennem mange hjørner af showbiz lige fra cirkus og tivoli til tv-bingo, og han fortæller her om sin brogede karriere både dens op- og nedture. Han fortæller også meget åbenhjertigt om sin barske opvækst hos sin mor, der var et mere end almindelig uroligt gemyt, der ikke formåede at give ham nogen tryg tilværelse. Han udviklede sig til noget af en rod, der ikke kunne finde sig til rette i skolen eller i de utallige lærepladser, før han fandt sit rette element i underholdningsbranchen. Vi hører også om hans lykkelige ægteskab med June og om det omrejsende tivoli-miljø, han stifter bekendtskab med gennem hende. Peter Belli har fortalt sin historie til journalisten Ulla Andersen, og man fanges ind af historien om en ægte overlever, både på det personlige plan og i musikkarrieren. Samtidig får man et interessant indblik i mange sider af den danske showbranche.