Efter nogle uoverensstemmelser bliver Tom og Tinne venner med Teodor, og sammen sejler børnene tværs over søen for at besøge Hundejens, en eneboer, der lever i et usselt skur og jordhule i etfredet område. Han er døv, har aldrig lært at tale og hans eneste venner er, bortset fra Jerutte, en flok hunde. Alle hans ting, hans møbler og en række lænestole til hundene har han hentet pålossepladsen. Myndighederne vil have Hundejens på institution, og der dukker netop to op, mens børnene er på besøg. Savel gæster som hunde genner Hundejens ind i jordhulen, hvor alle gemmer sig,til de uindbudte er kørt igen. Tom og Tinne er nok lidt bange for Hundejens, men de sammenligner hans made at leve på med den livsform, deres far vil gennemføre, der er blot ingen, der vil have hamsendt væk. Handlingen er lidt langsommelig i indledningen, har svært ved at komme til det egentlige, men da først børnene tager på tur til Hundejens, bliver den både humoristisk, spændende ogidérig. Kostelig er børnenesdiskussion om, hvad de skal have med som gave, og lige så dejlig er afslutningen hvor alle tilfredse spiser ål hjemme hos far og føler, at det har været en god dag. Idenne bog er det meget lidt man hører til Jerutte. Udstyr og ydre udseende som de øvrige 3 bind. Fra ca. 10 år.