At José Saramago er en væsentlig forfatter, har allerede fire romaner oversat til dansk vist, men denne nye roman må siges at være mesterværket som i ét pust må bane vejen for mange nyelæsere. Der er kommet mange bøger, som viser verden og evangeliet i følge snart den ene eller anden, men her får vi en kyndig, drilsk, kættersk nyvurdering af historien om Jesus, én af degrundlæggende for vores kultur og forståelse både af omverdenen og os selv. Det er Jesus-historien skrevet ind i et univers, der på mange måder ligner det nutidigt palæstinensiske, og hvor detbasale omdrejningspunkt for drengen Jesus bliver mareridtet om faderens, Josefs undladelsessynd, da han med viden om børnedrabet i Bethlehem ikke advarer byen, men kun søger at redde sit egetdrengebarn. Det kommer for vidt her at referere handlingen bogen igennem. Jeg finder det væsentligere at fortælle, at læseren bogen igennem drives af en fortæller, der undervejs overbevisendeomtolker, nytolker, men også placererJesus-historien indirekte ind i en nutidig sammenhæng ved at give sit evangelium udgangspunkt i de eksistentielle problemer, som overfladisk set hører hjemme ivort århundrede, men som har gennemsyret diskussionerne om meningen med menneskets tilværelse og forholdet til det guddommelige så længe vi kan huske tilbage. En tæt skrevet roman, som ikke rummermange afslappende stoppesteder, men til gengæld gnistrer af vid, temperament og forsøg på at få læseren til at forstå nye sammenhænge. Og som åbner foruroligende nye billeder og sammenhænge, dervidner om Saramagos dybe indsigt i den religions- og kulturhistoriske baggrund. Sidst, men ikke mindst er Saramago en gudbenådet, djævleblændt fortæller.
