Peter Boile Nielsen, redaktør af bl.a. Gads Religionshåndbogen (1994), står som forfatter til denne bog. Der er nu snarere tale om aktiv redaktion med sammenkædende og indledende kommentarer, idet Boile har udvalgt i alt 41 tekster, der i stort set kronologiske punktnedslag giver en gennemgang af jødisk historie, tro, kultur og tradition fra skabelsen til det moderne Israel. Næsten alle afsnit er skrevet af jøder (Wiesel, Buber, Marcus Melchior, Singer, Samuel Dresner med mange flere). Undtaget er naturligvis afsnittet om antisemitisme, der bl.a. indeholder dele af de berygtede Zions vises protokoller (senest 1987) og Luthers Jøderne og deres løgne (senest 1988). Bogen kaster i det hele taget et nøgternt lys over den problematiske side ved den kristne kirkehistorie som medansvarlig for antisemitismen. De første 7 kapitler er som nævnt tidsmæssigt logiske, mens bogen 8. kapitel omhandler jøderne i Danmark under anden verdenskrig. Det 9. kapitel afrunder bogen med et tankevækkende indlæg af Pinchas Lapide, specialist i dialog mellem religioner, med titlen "Hvad forener og hvad skiller os?". En sober og indsigtsfuld bog med velvalgte bidrag. Den er bl.a. beregnet for ungdomsuddannelsernes religionsundervisning, men den kan læses af enhver, der ønsker at orientere sig i jødedommen.