Stor og fin bog om countrymusikeren Johnny Cash, der stadig nyder stor popularitet. Om hans dramatiske liv, musikken og turnéerne. For interesserede i en af countrymusikkens helt store personligheder.
Omfattende biografi om den amerikanske countrymusiker Johnny Cash, der døde i 2003. Bogen er bygget kronologisk op i fem overordnede (livs)afsnit, der indleder med beretningen om Cashs familiemæssige baggrund. Bogen handler først og fremmest om JCs musikalske karriere. Baggrunden for de største sange beskrives minutiøst sammen med forholdet til hans managers, pladeproducenter og musikalske kolleger, Elvis Presley og Carl Perkins m.fl. Bogen giver et grundigt indblik i turnélivet og JCs personlighed og helt særlige ægteskab og familieliv. Forfatteren Robert Hilburn er tidligere musikredaktør på L.A. Times og bygger bogen på talrige interviews med Cash og June Carter. Han har skrevet bøger om bl.a. U2, John Lennon og Bob Dylan. En bibliografi dokumenterer interviews, bøger og kildenoter.
Detaljerig og interessant bog om Cash. RH har tydeligvis god indsigt i Cashs liv og har som musikkritiker også faglig indsigt i selve musikproduktion; det giver en ekstra dimension.
Cash fik sin fine selvbiografi udgivet i 2014. Her går han helt tæt på sig selv og sit omskiftelige, dramatiske liv og sin barndoms ydmyge vilkår og hårde opvækst.