En spændingsroman, som henvender sig til læsere, som kan lide bøger med fart over feltet, og med temaer fra den populærvidenskabelige verden.
Michael Mortimer er et pseudonym for Daniel Sjölin og Jerker Virdborg. Jomfrustenen er en sten, som blev fundet i New Zealand omkring 1770 af Daniel Solander, elev af Carl von Linné. Det var en sten, som var helt umuligt at kategorisere, og da den ikke passede ind i Linnés klassifikationsteorier, blev stenen gemt væk. Mere end 240 år senere bliver Ida, der er biokemistuderende, inviteret med til uddelingen af Nobelprisen, og her modtager hun et mystisk skrin af prismodtageren i fysik. Han dør under mystiske omstændigheder, og snart befinder Ida sig på flugt. Der er flere, som er på jagt efter hende, og der sker mange mærkelige ting. Den eneste, som kan svare Ida på, hvad der er med indholdet i skrinet, er hendes mormor, som bor i Moskva, og derfor må hun forsøge at nå frem til hende. Hvad er det med den sten? Hvorfor blev Ida forladt af sin mor? Hvad er det mormoderen ved? Hvorfor er mågerne så aggressive? Der er mange spørgsmål. Sprogligt flyder romanen af sted med et meget højt tempo.
Det er nærliggende at sammenligne Jomfrustenen med Da Vinci mysteriet og andre bøger af Dan Brown, og også med Dinosaurens fjer.
En roman med meget fart og spænding, og er man villig til at overse, at der ind imellem er lidt nemme løsninger på livsfarlige situationer, ja så er man godt underholdt. Men svarene på de mange spørgsmål får man først i seriens næste bind.