Bogen starter med at fortælle om, hvad jordskælv er, og hvordan de opstår. Herefter hører vi bl.a. om registrering og måling samt forudsigelse af jordskælv, redningsarbejde og tsunamierne, de enorme dræberbølger, der fremkaldes af undersøiske jordskælv. I samme serie udkommer samtidig Vulkaner. Afsnittenes tekst er delt i mange små underafsnit, og teksten suppleres af et utal af farvefotos, kort og tegninger samt factsbokse, der er sat på en anden farve baggrund, og det resulterer i et iøjnefaldende, men lidt rodet, layout. Denne fortrinsvis teoretiske gennemgang af jordskælv supplerer pænt Paul Bennet: Jordskælv (1999), der primært beskæftiger sig med jordskælvenes frygtelige eftervirkninger for befolkningen, og bogen henvender sig til samme aldersgruppe. Vi har andre bøger om jordskælv, men denne iøjnefaldende og up to date udgivelse om et særdeles efterspurgt emne vil bestemt også blive brugt, fra 11-12 år.