Billedbog med mus i tøj, som handler om, at blive stor og opdage verden omkring, egner sig til oplæsning for børn fra 3 til 6 år.
Billedbogen er flot trykt, pænt boghåndværk med lækre detaljer i trykket af titlen på forsiden. Der bruges mættede heldækkende farver. Musene er malede i en dynamisk rund stil, tæt på det realistiske, men alligevel langtfra på grund af deres menneskelige udtryk. Bogen er først udgivet på tysk. Forfatter kendes for et par andre titler på dansk, som fx Hermeline har tryllefri, 2010. Den lille mus Joschi drømmer om at være modig, men er mest tryg hjemme hos mor og far. En dag da han er alene hjemme skræmmes han lidt af lydene. Hans ven Anton er dog lige udenfor, og sammen går de en tur til åen. Joschi glemmer at være bange, da de tager på opdagelse. Hans forældre bliver bange, da de kommer hjem til den tomme hule, men Joschi kommer hjem fuld af oplevelser, selvværd og mod på flere oplevelser. Satsen er stor og tydelig. Teksten er medkommenterende, tæt på det snakkende, men fungerer pænt. Omslag og bagsidetekst er passende.
Vi har en del billedbøger af denne type og med dette emne, som fx Wroaar! brøler den lille løve, 2009 og Jagten, 2011 samt Hvad kan gøre Gurli glad?, 2011. Klassikeren i genren er Jan Mogensens billedbogsudgave af Kiplings Hvordan elefanten fik sin lange snabel, 1998.
Det er en brugbar og farvemættet billedbog om emnet. Bogen kan supplere vore samlinger om emnet.