God og nuanceret bog om Josef Stalin i en ny, lovende biografiserie, Ledere. I 11 kapitler beskriver den Stalins liv fra barndommen i Gori i Georgien til hans død som Sovjetunionens elskede og frygtede diktator. Bogen beskriver hans meget tidlige oprørstrang og ildhu, der hurtigt fører ham ind i revolutionære bevægelser i Georgien og koster ham mange års ophold i fængsler og sibirisk eksil. I 1905 kommer han ind i kredsen omkring Lenin, som imponeres af hans handlekraft, og giver ham betydelige poster. Lenin betvivler dog Stalins lederevner i sit testamente. Det får ingen andre mulighed for, så efter Lenins død bliver kynikeren Stalin Sovjetunionens barske, men også snu diktator frem til sin død i 1953, hvilket kommer til at koste adskillige millioner russere livet. 2. Verdenskrig, Den kolde Krig og tiden efter Stalin bliver også behandlet, og med beskrivelserne af Stalins barndom og tre ægteskaber bliver der tilføjet en privat dimension. Bogen slutter med tidsoversigt, 2 sider med nøglepersoner, litteatur-, film- og webhenvisninger, ordforklaring og et register. Sproget er letflydende, der er grønne faktabokse og citater, og bogen er rigt illustreret med kort samt velvalgte fotos i sort/hvid og farver. Fin til opgaver fra 14 år.