Astrid Lindgrens juleklassiker fra 1961 har i denne udgave fået nye illustrationer af Lars Klinting, der er kendt for adskillige billedbøger. Hans billeder harmonerer fint med den smukke historie, som fortælles enkelt og poetisk. Billederne, der er store, enkle panoramaer, udstråler kærlighed, og deres rolige, bløde streg passer meget fint til historiens stemning. Miljøet skildrer en gammeldags svensk gård, men der anes noget nutidigt i menneskeskildringen. Manden er lyshåret, kvinden er mørkhåret, og hyrderne ser ud til at tilhøre forskellige folkeslag. Teksten, der er den samme som i førsteudgaven, er placeret smukt i forhold til billederne. En sammenligning med førsteudgaven viser, at de to bøger er meget i pagt med hinanden. De kan derfor sagtens anvendes side om side, og denne nye udgave vil blive lige så højt elsket som den gamle. En dejlig julebog, der på smukkeste måde formidler glædesbudskabet til børn fra 3 år.