Fra 15 år. Et forsøg i genren: den klassiske danske folkekomedie. Med en perlerække af kendte danske skuespillere. I en lille birolle ses Helena Christensen.
Det lille autoværksted (Holgers Auto) får problemer, da den store konkurrent med alle midler vil overtage forretningen. Den flegmatiske og joviale ejer (Dick Kaysø) slår det dog hen. Det viser sig, at der ligger meget mere bag end blot en overtagelse. Den største del af handlingen foregår ved julefrokosten på værkstedet. Alle de skøre og skæve typer slår sig løs og gamle stridigheder blusser op. Der er selvfølgelig også en spirende forelskelse mellem den nye værkfører (Thomas Voss) og datteren på autoværkstedet (Julie Øllgaard). Instruktøren (Rasmus Heide) har senest stået bag komedien Blå mænd. Det er stort set de samme skuespillere, der medvirker her.
Manuskriptet holder ikke samme niveau som Blå mænd. Der er meget "falden-på-halen" humor, som i længden virker lidt anstrengt.
Julefrokosten vil næppe gå over i den danske filmhistorie. Der er for meget tomgang, som de sjove scener slet ikke kan trække op. Kendte danske skuespillere viser nye sider af deres talent, men det er for lidt til at hæve filmen over det jævne niveau. Kan være velegnet til en dag med tømmermænd.